At gå fra PC til Mac er lidt som at lære at gå igen. Hvert eneste skridt kræver overvejelse og mod, for det er ikke til at vide om det er det rigtige der gøres. Skulle det være forkert - ja så er man på røven. Har nemlig ikke gennemskuet det indbyggede backup system endnu. Måske i morgen. Forhåbentligt når jeg ikke at ødelægge mere end højest nødvendigt inden da 
I går var dagen hvor en del af mit liv gik tabt pga. en skide harddisk og hvor et nyt kapitel startede. Førstnævnte skete da den backup vi har døde, og al data på den blev ødelagt. 10 års billeder, tekster og andet. Væk. Uigenkaldeligt væk. Pist borte. Og jeg græd salte tårer men stoppede igen. Hvad skulle det nytte? Hvad kan jeg gøre? Intet, når alt er prøvet. Hvis ikke jeg havde været så forudseende at lægge en masse på Facebook havde 10 år af mit fælles liv med Manden manglet den komplette billedside. Hvem havde også tænkt så langt at tage backup af backuppen?
Nåh, men da jeg har tilbragt en del af eftermiddagen og hele aftenen i større eller mindre grad af apati, kommer jeg hjem til et længe ventet under: Min nye 27″ iMac som er blevet leveret. En større transformation, da jeg for første gang bevæger mig fra PC til Mac. Det er fuldkomment nyt for mig, skønt genkendelsen alligevel er til stede. Weekenden kommer til at stå i udforskningens tegn, mens gamle cd’er gennemgås med håb om levn fra gamle dage. Fortiden er måske at finde ved brug af dette nye stykke legetøj.
Jeg melder mig nu i rækken af folk der er enormt trætte af at ryge til moderation FULDSTÆNDIGT VILKÅRLIGT! Det, der egentligt pisser mig mest af er, at jeg gør det på min egen blog.
Jeg har blogget her i 3½ år (!) og føler mig fandme berettiget til at kunne blogge UDEN moderation. Sgu og fanden.. Der er røget en mail afsted til supporten samt vores rare Urbanredaktører, for nu må det altså stoppe. Det her er mit bloghjem, og jeg vil ikke finde mig i at blive sendt til tælling.
Jeg er nu gradueret fra tankespammer til en slags forfatter. En arvart, i hvert fald. Har skrevet mit første scenarie som skal udføres på Fastaval i påsken - af mig selv, bl.a. Der er lidt panik over tanken om at skulle spillede 4 andre mennesker gennem min og 2 andres nedskrevne tanker, men det skal gøres og prøves. Jeg var mere end en gang ved at gå i panik over at skrive scenariet, da min erfaring inden for området kan ligge på en teske. Den panik er nu forsvundet, for jeg har faktisk formået at lave noget seriøst sejt (hvis jeg selv skal sige det.. håber ikke Jante kommer efter mig).
Næste problemstilling bliver så, at jeg har fået blod på tanden. Et scenarie kan ikke gøre det - der må flere til! I hvert fald endnu et, og denne gang måske et uden andre kollaboratører… Men hvad skal det så være om? Dette scenarie blev kickstartet af et tema og et indre billede, der faktisk var opstået længe før tanken om scenariet. Det er normalt sådan jeg skriver historier. Et billede, en scene, en person dukker op i mit hoved. Måske drømmer jeg det mens jeg andre gange er vågen når det kommer. Det plejer i hvert fald at komme af sig selv, og denne gang føler jeg at jeg må forcerer et udgangspunkt. Det kan være et tema, en observation eller nogle ord. Hvad ved jeg. Spørgsmålet er bare hvordan jeg kommer i gang.
-Ikke i Urban-
Hoppede op på vægten i går morges - bare for at checke om jeg nu holder standarden. Jeg var nær hoppet af i chok da vægten viste 63 kg. Sidst jeg lå i den ende af skalaen befandt vi os i et andet årti - endda årtusinde.
Udbrød “Det er i hvert fald løgn”, hvorpå Manden reagerede promte. Måske fordi det ikke er den type sætninger jeg normalt udbryder på toilettet. Som min ridder i skinnende rustning kom han til undsætning. Han var så sød at kommentere at med alt det jeg bevæger mig, forelå muligheden at tabe 10 kg på en uge. Vidunderlige mand. Desværre måtte jeg insisterer på fejlen, hvorpå han selv trådte op. Jovist - hans kampvægt var også pludselig krympet. Den lille tur tilbage til yngre år endte da vægten skiftede plads på gulvet, og puf - +10 kg.
Argh! Jeg drukner i ulæste RSS Feeds fra alle mine yndlingsbloggere! Kombinationen af Huset samt tilbagevendte bloggere giver pt min feed indbakke 70 stk at gumle på. På med læsebrillerne 
Alle skal jo nås.
Hold da helt op, der har været gang i den siden vi overtog huset d. 19/2! Ikke nok med at vi flyttede samtlige 88 kvm over på 128, så tog det en uge fra vi startede til slut. Der har fulgt mange kommentarer med om, at det kunne være gjort på en dag, hvilket er ganske rigtigt. Spørgsmålet er så bare, om man efterfølgende kunne have et hjem uden flyttekasser inden for en uge.
Pt har vi 5 ud af 50 tilbage, alle møbler er på plads og vi har et fuldt beboeligt hjem. Vi valgte at fordele arbejdsbyrden således, at Manden og andre slæbte fra det ene sted til det andet - lidt af gangen - mens jeg stillede alt på plads og pakkede ud. Ja, billederne er ikke oppe endnu men det er også en proces i min verden. Det kræver overvejelse og eftertanke, så det kommer nok snart
Så får vi nøglerne i dag!!! Vi får huuuuuuus! For helvede hvor kan jeg næsten ikke vente til i eftermiddag 
På min lille stogsstation fandt en togchauffør åbenbart min opførsel så upassende at han valgte at skræmme livet af mig. Inde fra stoget, vel at mærke.
På min lille station er der et stykke på ca. 5 meter fra cykelsti ender til hvor toget holder. I den anledning valgte jeg at cykle den mennesketomme strækning for at sikre en rettidig ankomst. Den nævenyttige chauffør tog åbenbart min handling umådelig ilde op, og da jeg - efter chok nr. 1 - blev mødt af dyt nr. 2, tillod han sig at vifte en formanende finger af mig. Måske skyldes den pludselige magtmisbrug den unge kvinde der sad sammen med ham. Måske er han bare så regelrytter agtigt, at min lille forseelse skulle markeres. Jeg kan oplyse, at et stogs horn på meget kort afstand er afsindig høj og ubehagelig og at jeg absolut ikke fandt handlingen berettiget. Havde jeg kørt slalom mellem andre passagerer, kunne jeg bedre forstå det men helt ærligt. På en mennesketom station?!
Nuvel - så fik han lavet lidt flueknepperi og jeg fik afløb her på bloggen. Hvis ikke jeg absolut skulle med toget kunne jeg godt have konfronteret manden og spurgt om den reelle nødvendighed af handlingen. Det havde bare ikke været specielt fedt at blive smidt ud af toget.
På fredag er jeg officielt husejer! Nøgle i hånd og det hele. Jeg glæder mig simpelthen så meget og samtidig må jeg anerkende at jeg HADER at flytte. Afskyr det ned til mindste detalje. Da jeg sidste uge pakkede de smilende billeder af familie samt diverse nipsting ned i en kasse, fik jeg et mindre panikanfald. Væk med alt det kendte og ind i et tomrum som først fyldes når de pakkes ud igen i det nye hjem. Det har været en sand erkendelsesproces for mig at være i gang med min 20. flytning i mit 31-årige liv. Jeg lider åbenbart at traumer fra barndommens mange flytninger, hvilket egentligt ikke er så mærkeligt. Nye boliger, skoler og venner - gang på gang. Mit indre barn kan åbenbart ikke abstraherer fra det faktum at jeg bliver i samme kommune og, at alt andet end boligen er ca. det samme. Det tog desværre en del mislykkedes kontrolforsøg fra min side for at finde ud af hvorfor jeg pludselig udviklede mig til movezilla. Endnu en dybtfølt undskyldning til Manden!
Movezilla out - House in!
